Mit liv gennem årene

Ja, altså det hele startede jo da jeg blev født, det skete på horsens sygehus, jeg skreg som de fleste andre børn. Efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at kravle, snakke, gå, spise og det man nu skal lære for at kunne leve livet. Jeg blev ældre og ældre, og startede i børnehave! Jeg gik i en børnehave der hed Børnehuset, i en by der hedder Østbirk, jeg boede i Østbirk stortset hele min barndom. Jeg gik i børnehave indtil jeg blev fem år gammel, hvor jeg startede i skole. Jeg gik på den samme skole indtil femte klasse, jeg flyttede til Højbjerg på et tidspunkt op til min mors dengang kæreste, nu ekskæreste! Men det holdte ikke rigtigt, jeg kom op og skændes med ham hver dag over de mest latterlige ting, så vi flyttede væk igen, til en lille by der hedder nim. Det var der det startede hvor jeg faktisk begyndte og få en slags "angst" for at dø, jeg var bange for at ligge mig til og sove om aftenen, jeg græd mig selv i søvn, og faldte først i søvn klokken 00 eller 01 om natten. Jeg lå ofte og læste eller bare græd til jeg blev så træt jeg kunne sove. Jeg var bange for tiden, jeg var bange for at tiden ville gå så stærkt at jeg ikke nåede og få noget ud af livet, fordi pludselig var jeg død, de problemer havde jeg helt indtil i slutningen af sjette klasse, det vil sige omkring to år! Jeg havde aldrig rigtigt sådan snakket med nogen om det, jeg har aldrig fortalt det til nogen, fordi jeg ville føle mig "anderledes" vil alle folk vidste at jeg græd fordi jeg var bange for at dø! Jeg blev også bange for at miste mine familie medlemmer, og troede bare at alle skulle dø! Men jeg snakkede med min far om det og han sagde noget i stil med at jeg ikke skulle være bange for at dø, eller nogen af mine nærmeste skulle dø, men at jeg skulle nyde den tid jeg har her på jorden, i stedet for at bekymre sig om hvor lang tid man har tilbage, skal man nyde den tid man har tilbage, og de få ord han sagde der, hjalp mig rigtig meget! Det hjalp mig faktisk helt ud af den her situation, og jeg tænker næsten aldrig over det mere, selvfølgelig er det øv at man skal dø en dag, og at alle ikke bare kunne leve evigt, men sådan er livet, sådan er verden, og det må man lære at leve med. Jeg hadede min gamle skole, jeg synes det var en dårlig skole, der var heletiden "bitch-fight" og pigerne hakkede konstant på hinanden! Men da jeg kom over på min nye skole, begyndte jeg så småt og blive en glad pige, jeg fik flere venner og veninder, jeg snakkede med mange flere, og følte mig hjemme, jeg følte jeg kunne være mig selv uden der skulle komme nogle latterlige kommentarer eller noget. Der var ikke bitch-figths, der var ikke regler med at piger og drenge ikke kunne være venner, de var alle sammen mere modne, og jeg følte at jeg passede meget bedre ind på Brædstrup skole end på Østbirk. Jeg begyndte og gå med makeup, glatte hår, gå mere op i mit tøj og mit udseende, før var mit tøj grimt, jeg gjorde intet ud af mig selv om morgenen. Men det hele ændrede sig ligesom sådan da jeg kom over på den anden skole, jeg blev et helt andet menneske, et bedre menneske, et gladere menneske! Jeg går nu i syvende klasse stadig på Brædstrup skole, jeg har en bedste ven, som altid er der for mig når jeg har brug for det, og han ved jeg også altid vil være der for ham! Andi, du ved jeg altid vil være her, det har ikke altid været let for dig, og du skriver hvis der er det mindste, og det ved du! Jeg har en masse dejlige venner og veninder, en sød familie, og nogle dejlige dyr! Jeg er glad for mit liv selv om jeg ikke er perfekt, selvom jeg ikke er den tyndeste, kønneste og mest populære, men jeg er glad for den jeg er, jeg er tilfreds med mit liv, mine venner, min familie og ja.. Jeg har ikke altid haft det nemt, og jeg er glad for min familie og mine venner altid har været der. Men jeg bor nu i Brædstrup, jeg er en glad pige og har de bedste mennesker omkring mig!<3

- MØS<3